
I sommeren 72 holdt vi, et bundt
drenge fra den ”store” by Grund ved Allingåbro, til i Grund skov. Der
havde vi lavet nogle interimistiske huler, samlingspunktet var
knallerter, piger, læderjakker, billige øl og vilde fester omkring
bålet, det gik fint sommeren over men da det blev vinter var det ikke
længere så spændende at sove på jorden i en træramme fyldt med halm. Det
lykkedes endda for nogle af os at tilegne os lopper som åbenbart havde
fundet husly i vores halmsenge.
I foråret 73 gik vi på jagt efter
noget bedre, Niels Mogens, ungkarl også kaldet Mister, som havde en gård
i Grund, tilbød os at vi måtte bruge hans gamle kartoffelkælder eller
det gamle hønsehus han havde i den nedlagte losseplads.
Vi besigtigede lokaliteterne og valgt
hønsehuset som mest velegnet til formålet, det lå perfekt langt væk fra
nærmeste naboer, og godt det samme. Klubben blev dannet den 10 marts
1973 og bestod i den første periode kun af 4 medlemmer, nemlig Kjeld Dam
Jensen, Bent Bundgaard Jensen, Harry Aaquist og Jørgen Nielsen, alle
bosiddende i Grund. Hurtigt blev klubben dog udvidet med alle de andre
Grund drenge, Jens Erik, Henning, Søren og der kom også lidt Allingåbro
folk med, bl.a. Dax, Martin, Kjeld, Bimse og Kalle m.fl.
Vi fik installeret en kakkelovn,
malet væggene med lidt dødningehoveder og andet godt, muret en ydervæg i
det store lokale, lavet en bar, og vupti nu havde vi endelig et rigtigt
klubhus. Det blev så vores fristed i den skønne ungdom og rammen om
kannibal festerne i den periode. Alle ølkapsler blev indsamlet i
beholdere og når vi så kedede os hamrede vi kapslerne op forskellige
steder i klubben. Vi endte med at dørene, baren og hele loftet var
spækket med ølkapsler, sær idé…, men til morskab for besøgende.
Der var ingen strøm eller vand ført
hen til klubben, så i den første tid klarede vi os med petroleumslamper,
senere fik vi dog ført en ledning derhen med strøm, det var stort!.
Huslejen var til at klare, Niels
Mogens kom engang imellem på besøg på hans traktor og aftalen var at han
skulle have de øl han kunne drikke, og det fik han så !. Han betalte dog
tit tilbage. Engang inviterede han hele klubben på stegt ål svømmende i
snaps på den nyåbnede Volk Mølle Kro, nej hvor vi hyggede os. En anden
gang hvor han havde 50 års fødselsdag, ville vi da være flinke og kom på
besøg med en flaske snaps, den ide havde flere andre også fået for hele
hans fryser var fuld af snaps. Det endte med at vi blev inviteret
indenfor og vi fik skænket snaps op i ølkrus !! I kan nok tænke hvordan
det spandt an. Niels Mogens var en meget flink mand som vidste hvad
sådan en flok unge mennesker dengang havde brug for, ære være hans
minde.
I 74 fik det første medlem en
motorcykel, en Honda CB 450, det var Kjeld som også var daværende
formand, nej hvor syntes vi den var stor !. Senere fulgte vi andre trop,
og i 76/77 havde de fleste motorcykler. Det var en broget samling af
motorcykler dog med overvægt af japanske cykler. Klubben blev også
udvidet kraftigt med medlemmer især fra Allingåbro, bl.a. Svenne, Ole,
Bent, Kaj, Manse m.fl.
Lokale klubber
Allingåbro havde i midten af 70’erne
hele 3 mc klubber, der var AMC som var en ældre klub som havde
eksisteret siden 60’erne og det var nok dem som havde plantet nogle frø,
ved os andre da vi var børn, som nu gjorde at vi også syntes at det var
spændende med sådan nogle motorcykler. I starten kørte de udelukkende på
engelske motorcykler, senere kom der dog lidt japanere med og de
udviklede sig til en decideret touring klub. Klubben er opløst i dag.
I det gamle mosteri på Plantagevej
holdt en anden kreds af motorcyklister til, her havde de fælles værksted
og skruede i deres engelske motorcykler, det er dét som i dag er blevet
til Mosten mc, som er kendt vidt omkring for deres arrangementer med
Engelsk Træf og Race Day.
Den sidste klub på daværende
tidspunkt var Drivning Ghost, hvis medlemmer aldersmæssigt var på samme
niveau som os fra Grund MC. Både dem og os bar rygmærke dengang og i
1977 blev den klub nedlagt og nogle af deres medlemmer meldte sig ind
ved os og andre ved AMC.
Klubben eller dens medlemmer begyndte
at ændre lidt karakter, fra rygmærker med dødningehoveder, boulevardrace
til Fjellerup (den lokale strand) gik vi efterhånden over til at være en
seriøs touring klub. Vi deltog i et hav af ind og udenlandske træf i
årene der fulgte. I sommerferierne drog vi til syden, til bl.a. Italien,
Jugoslavien, Spanien, Østrig, Frankrig eller nordpå til Norge og
Sverige.
Nyt klubhus
I 1977/78 var der efterhånden opstået
et behov for et værksted hvor vi skruer og hvor vi kunne have
motorcyklerne opstaldet om vinteren og det blev diskuteret om vi skulle
bygge til i vort ”hønsehus” eller vi skulle se os om efter et nyt
klubhus. Flere var også trætte af markvejen til klubhuset som ikke var
så spændende om vinteren, huset var heller ikke isoleret så der var lidt
klamt om vinteren. Det endte med at vi ville prøve at finde noget andet.
Det lykkedes os at finde et lejemål med en hel længe på en ejendom som
lå helt op af vejen mellem Grund og Allingåbro, perfekt. Her var 2
etager, vi indrettede værksted og toilet i underetagen og klubhus i øvre
etagen. Nu havde vi varme, el og vand, herligt!
Der var også
en del græsarealer som lå i tilknytning af ejendommen som vi kunne
disponere over og det åbnede lige pludseligt op for at vi kunne lave
forskellige arrangementer.
Djurstræf
I 1980 havde vi fået så meget smag på
træflivet at vi syntes det kunne være skægt at prøve selv at afholde et.
Træffet hed ”Heksetræffet” fordi vi placerede det i sammenhæng med
den lokale byfest i Allingåbro som netop hed Heksefesten. Træffets
deltagere kunne så deltage i optoget gennem byen og holde MC parade på
festpladsen.
Træffet druknede for meget i byfesten
og i det kommende år, 1981, vedtog vi at ændre det til Djurstræffen og
afholde det i påsken, hvor der dengang herhjemme ikke rigtig var andre
MC arrangementer. Det skulle vise sig at være en god ide og det var godt
besøgt. Dette træf fortsatte vi med i 4 år frem til 1984.
Logo
Vort første klubmærke var et lyseblå
skuldermærke med hvis skrift (strik) hvor der stod GMC, vi broderede
selv, så det var hvad kundskaberne rakte til….
Det var under et vist pres vi bar det
på vores sorte læderjakker i skolen. Lærerne og mange af de andre elever
så lidt skævt til os og vi blev vist opfattet som nogle helvedes karle,
langt hår havde vi også og vores deltagelse i undervisningen var så som
så.
Vore hjelme males i ens farver med
forbillede i Peter Fonda’s hjelm i Easy Rider filmen. Striberne har vi
bare røde og gule og stjernerne er gule på sort baggrund.
Et år eller 2 senere skifter vi så
skuldermærke til at være rød baggrund en gul stjerne i midten og
overskriften er GMC
med sort skrift og M’et er stort.
I den gule stjerne har vi vort
klubnummer 1-2-3 osv. alt efter hvornår vi var optaget i klubben.
Vi begynder at bære rygmærke på veste
af gamle wrangler jakker med afskårne ærmer som bæres udenpå de sorte
læderjakker. Logoet er et dødningehoved ovenpå 2 korslagt knogler, hvor
originalt! På banneret ovenover står der Grund MC. Var forargelse ikke
stor i forvejen så blev den det da nu i det lille samfund.
I 1978, på samme tid som vi skifter
klubhus, skifter vi så igen logo til vort nuværende med en motorcyklist
på gul baggrund og med rød skrift.

|